Personbilssalget steg betydeligt i april sammenlignet med april 2009.
Et halvt års konstant vækst og en fremgang i marts på 20,8 procent vidner om et personbilsmarked, der for alvor er ved at have lagt krisen bag sig.
- En fremgang i personbilssalget på over 20 procent er endnu et tegn på at bilkøberne har lagt krisen bag sig. Det er tydeligt, at bedringen i konjekturerne og den generelle stigning i forbrugertilliden kan aflæses i bilsalget, fortæller Bent Mikkelsen, der er administrerende direktør hos DBI, De Danske Bilimportører.
Private driver fremgangen
Ifølge ham er det i høj grad de private bilkøbere, der driver fremgangen – både gennem privatleasing og det mere traditionelle bilkøb.
- Samlet set er næsten 11.000 solgte personbiler særdeles tilfredsstillende – især når vi husker på, at påsken sidste år faldt i april og netop påskedagene traditionelt er den tid, hvor mange private køber bil, påpeger Bent Mikkelsen.
- Tallene for april er en bekræftelse af at markedet bevæger sig i den rigtige retning. Vi har nu rundet et halvt år med konstant vækst i bilsalget og fremgangen synes at have bidt sig fast. Vi tror at tendensen fra de seneste måneder vil fortsætter i den kommende tid, siger Bent Mikkelsen.
Tilbagegang for varebiler.
I modsætning til personbilerne, så har markedet for varebiler endnu ikke mærket meget til fremgangen.
I april gik markedet endnu engang tilbage og salget af nye varebiler dykkede med 10,4 procent.
- Varebilsmarkedet har det fortsat svært. En tilbagegang på cirka 10 procent og et fald i årets første fire måneder på samlet set 8,1 procent er ganske vist langt mindre end hvad vi tidligere har oplevet, men overordnet set er varebilerne hårdt ramt, fortæller Bent Mikkelsen.
Håb om langsom bedring
Den optimisme, som ifølge importørforeningen præger de private købere, er endnu ikke slået igennem i virksomhedernes investeringer. Samtidig er mange brancher fortsat ramt af såvel konjukturnedgang såvel som virkningen af den hårde vinter.
- Vi forventer dog, at varebilsmarkedet langsomt vil bedres efterhånden som den aftagende krise forstærker behovet for godstransport, understreger Bent Mikkelsen.
Lastbiler ekstremt hårdt ramt
Nyregistreringerne af lastbiler faldt i april med 48,7 procent sammenlignet med april 2009.
- Markedet for lastbiler er fortsat tydeligt påvirket af krisen. Det er et markedet, der er markant anderledes end person- og varebilerne og det er en del af forklaringen på de markant dårlige tal, men overordnet set er godstransporten fortsat præget af eftervirkningerne af krisen, og det bliver formentligt tidligst på den anden side af sommeren, at vi vil opleve en forbedring på lastbilsmarkedet, fortæller Bent Mikkelsen.
De seneste salgstal
Top 10 for personbiler i april 2010 (placering, mærke/model, antal og markedsandel):
1. VOLKSWAGEN GOLF, 409, 3,7% (foto)
2. HYUNDAI I30, 330, 3,0%
3. FORD MONDEO, 313, 2,9%
4. FORD FIESTA, 295, 2,7%
5. FIAT 500, 285, 2,6%
6. VOLKSWAGEN POLO, 272, 2,5%
7. TOYOTA AYGO, 264, 2,4%
8. CITROEN C1, 253, 2,3%
9. OPEL CORSA, 251, 2,3%
10. TOYOTA AVENSIS, 225, 2,1%
Ialt blev der solgt 10.935 biler i april.
Top 10 for personbiler årets første fire måneder (placering, mærke/model, antal og markedsandel):
1. FORD FIESTA, 1.336, 3,0%
2. FIAT 500, 1.232, 2,8%
3. TOYOTA AVENSIS, 1.225, 2,8%
4. VOLKSWAGEN GOLF, 1.193, 2,7%
5. CITROEN C1, 1.144, 2,6%
6. KIA CEED, 1.120, 2,5%
7. FORD FOCUS, 1.115, 2,5%
8. TOYOTA AYGO, 1.092, 2,5%
9. OPEL CORSA, 1.080, 2,4%
10. PEUGEOT 207, 1.044, 2,4%
Ialt er der solgt 44.131 biler i årets fire første måneder.
(Kilde: www.dbi.dk)