Uhyrlige summer til formel 1-kørerne

Formel 1 er kongeklassen inden for motorsport, og de ansatte må selvfølgelig også have lønforhold derefter.

Men at F1-kørerne tjener så meget, som den seneste opgørelse viser, må alligevel overraske de fleste.
Bedst betalt i Formel 1-feltet er Ferrari-køreren Fernando Alonso med en årsløn på 30 millioner euro (hvilket rundt regnet svarer til 223 millioner kroner).
Og det er vel at mærke uden reklame- og sponsorindtægter fra diverse tv-spot og events.

Nummer to får det halve
Andenpladsen indtages af verdensmesteren fra 2008, McLaren-køreren Lewis Hamilton, der med en årsløn på 16 millioner euro (ca. 119 millioner kroner) "kun" får lidt mere end det halve af Alonso.
Kimi Raikkonen skulle i øvrigt modtage et tilsvarende beløb på grund af Ferraris kontraktbrud.
Den syv-dobbelte verdensmester - og rekordholder - Michael Schumacher (Mercedes GP) må tage til takke med en delt femteplads og en årsløn på otte millioner euro (cirka 60 millioner kroner).

Fattes næppe kontanter
Men nu mangler tyskeren nok ikke penge, for i sin storhedstid siger rygterne, at Ferrari betalte ham op imod en halv milliard kroner om året!
Men listen viser også, at der er temmelig stor spredning på gagerne i motorsportens superliga.
Således er Fernando Alonsos årsløn 200 gange højere end feltets dårligst betalte kører, Bruno Senna fra Hispania Racing, der skraber bunden med en gage på sølle 150.000 euro (lidt over 1 million kroner).
(Kilde: Ekstra Bladet)