Smil til kameraet

Ordensmagten tager billeder af dig, hvis du kører for stærkt

Kort efter nytår er politiets automatiske fartkontrol gået i aktion, og så fanger fælden. Hele ti af de såkaldte "stærekasser" opstilles langs sjællandske veje. Den automatiske fartkontrol gik i gang i begyndelsen af januar.
Problemer med såkaldte før-målinger af hastigheden har forsinket forsøget omkring en måned, men Helge Holbek fra Rigspolitiets færdselsafdeling forventer, at alle ti teststeder vil være i drift i løbet af januar.

De såkaldte stærekasser opstilles alle på Sjælland. Syv kameraer vil stå på landeveje i Vest- og Nordsjælland, mens tre skal i aktion på byveje i Gentofte Kommune.
I forsøgsperioden, der strækker sig over et år, vil der ikke være et kamera inde i alle stærekasser, men det kan man ikke se udefra. Kameraerne, der er af forskellig type, vil blive flyttet rundt i perioden.
Bortset fra, at fotograferingen foregår fuldautomatisk, er systemet det samme som de kendte fotovogne, der holder i vejsiden. Når blitzen har lynet, vil bilens registrerede ejer efter et stykke tid modtage et bødeforlæg med posten.

Her kommer stærekasserne på Sjælland:
Rute 14, Roskilde-Ringsted, nord- og sydgående
Rute 6, Roskilde-Køge, sydgående
Rute 23, Kalundborg-Viskinde, øst- og vestgående
Rute 207, Farum-Slangerup, vestgående
Rute 22, Slagelse-Kalundborg, nordvestgående
--
Gentoftegade, sydgående,
Brogårdsvej, vestgående,
Gersonsvej, nordgående.