Nye taksterKørslen bliver en kende bedre betaltBefordringsfradraget for den daglige transport mellem hjem og arbejde er i forbindelse med årsskiftet steget med syv øre per kilometer fra 25 - 100 kilometer og tre øre, når antallet af kilometer overstiger 100. Som tidligere giver de første 24 kilometer intet fradrag på selvangivelsen. Satserne beregnes på baggrund af de variable omkostninger ved at køre i bil, og i faktiske tal får man i dag 1,90 kroner per kilometer fra 25 til 100, og 0,95 kroner per kilometer over 100. Den såkaldte skattefrie befordringsgodtgørelse op til 20.000 kørte kilometer vil i år udgøre 3,56 kroner per kilometer. For kørsel udover de 20.000 kilometer bliver satsen 1,90 kroner per kilometer. Beløbet er det, som en arbejdsgiver skattefrit må dække af den ansattes rejseudgifter til erhvervsmæssig befordring og kost/logi i forbindelse med arbejdet. Den skattefri befordringsgodtgørelse skal ikke blot dække de variable omkostninger ved at køre i bilen, men også en forholdsmæssig del af de faste udgifter, der knytter sig til bilejerskabet. Sidste år udgjorde den skattefri befordringsgodtgørelse op til 20.000 kilometer 3,47 kr. og 1,83 kroner for kørsel ud over 20.000 kilometer. Godtgørelse for benyttelse af egen cykel, knallert eller 45-knallert er 0,40 kroner per kilometer. Samtlige takster kan også findes på Skats hjemmeside – på Skat's hjemmeside.
|