De senere måneders nedgang i bilsalget er nu bremset ganske let op. De nyeste tal fra De Danske Bilimportører giver anledning til en behersket optimisme. Salget er stadig præget af små biler, men der er også forårstegn.
Af importørsammenslutningens seneste tælling fremgår det, at der i marts blev afsat 9.323 nye personbiler i landets bilhuse.
Kunne være værre
Det er ganske vist en nedgang på godt 22 procent i forhold til samme måned i fjor, men i forhold til årets første måneder kunne det være langt værre.
Måske hænger det også sammen med, at der er flere nye spillere på banen.
Honda har tilsyneladende fået nummerplader på et stort antal Accord’er. Den ny Hyundai i20, afløseren for den succesrige Getz, kører ind på en fjerdeplads på top 20 listen.
En enkelt Porsche 911
Og uden for listens varme sker der også visse ting.
Først og fremmest er der sat nummerplader på 39 eksemplarer af den nytænkte microbil Toyota IQ.
Og så er der solgt to Maserati’er, en Porsche 911 (billedet) og en Boxster, fire Mazda MX-5 og to BMW Z4. Om ikke andet er det da et forårstegn.
De fem øverste på listen fordeler sig således - med antallet af solgte modeller: 1. Honda Accord, 363, 2. Toyota Avensis, 325, 3. Peugeot 308, 316, 4. Hyundai i20, 278, 5. Ford Fiesta, 235.
(Kilde: www.dbi.dk)