GM dropper Pontiac

General Motors sælger ud af arvegodset - og indskrænker drastisk

Den amerikanske bilgigant General Motors (GM) præsenterede for nylig en plan om yderligere dybe nedskæringer, som rammer ansatte og forhandlere. Flere fabrikker lukkes, og bilmærket Pontiac sløjfes inden udgangen af 2010.
GM har fået en frist af forbundsregeringen til 31. maj til at gennemføre en omstrukturering, som skal sikre koncernens overlevelse uden støtte fra regeringen.

Tusind fyringer om måneden
GM meddelte, at antallet af timelønnede arbejdere indskænkes med 21.000 i løbet af de kommende 20 måneder. Det er 8000 flere end hidtil oplyst.
Desuden vil over 2600 forhandlere blive opsagt i samme periode. Det er næsten en halvering. 13 fabrikker lukkes, hvorefter der vil være 34 GM-fabrikker fra 2011 og frem.

Fire mærker tilbage
GM vil fokusere på fire bilmærker, Chevrolet, Cadillac, Buick og GMC.
GM modtog i forrige uge yderligere to milliarder dollar (11,4 milliarder kroner) i lån fra regeringen og har dermed fået en offentlig støtte på alt 15,4 milliarder dollar (87,4 milliarder kroner).
(Kilde: Ekstra-Bladet)