Ford holder fest med Fiesta
Fords nye model i B-segmentet er kommet forrygende fra start
Ford Fiestaen ser både godt ud og sælger godt - og nu har den skubbet VW Golf VI ned fra tronen.
Godt hjulpet af skrotpræmier i Tyskland og Italien blev forrige måned bogstaveligt talt en fest for den kompakte Ford:
Ikke blot havde Fiesta det bedste salg på det vigtige tyske hjemmemarked i 11 år, Fiesta skubbede også VW Golf VI fra tronen som Europas mest solgte bil.
En fremgang på 15 procent
Næsten 53.000 Fiesta’er blev der solgt - en stigning på 15 procent sammenlignet med året før.
Samtidig beviser Fiesta, at ikke alle bilmodeller er ramt af krisen:
Mens mange konkurrenter må nedsætte produktionen, kører samlebåndene på Fiesta-fabrikken i Køln nu så hurtigt, at Ford indfører ekstra skift for at følge med efterspørgslen.