Bilsalget faldt i maj. Registreringstallene viser et fald i personbilsalget i maj måned på 41 procent, mens salget af varebiler måtte notere en tilbagegang på 63 procent, sammenlignet med samme måned sidste år.
Bilsalget faldt i maj sammenlignet med maj 2008. Dermed er det nu 11. måned i træk, at der er blevet solgt færre nye biler, og bilsalget er fortsat hårdt presset af den økonomiske og finansielle krise.
Folk er afventende
- Den økonomiske krise presser fortsat bilsalget, og køberne meget afventende. Det er klart, at det er en meget alvorlig situation, der rammer branchen hårdt, men som også går ud over statskassen, der taber milliarder på det faldende salg, udtaler Bent Mikkelsen, administrerende direktør hos De Danske Bilimportører.
Ser positive tendenser
- Der er i sagens natur tale om en alvorlig situation, og det er svært at sige hvornår udviklingen vender, da bilsalget er meget afhængigt af den økonomiske udvikling og af hvorvidt krisen fortsætter eller ej. Vi ser dog flere ting, der tegner positivt for de kommende måneder. De mange politiske tiltag med skattelettelser, bankpakke og udbetaling af SP-opsparingen, må samlet set forventes at skabe et mere positivt økonomisk miljø, påpeger Bent Mikkelsen.
Suzuki på toppen
De bedst sælgende biler i maj blev (med antallet i parantes):
1. Suzuki Alto (556), 2. Peugeot 206 (226), 3. Peugeot 207 (213), 4. Peugeot 107 (210), 5. Toyota Yaris (209).
De bedst sælgende personbiler i årets første fem måneder (med antallet i parantes):
1. Peugeot 207 (1297), 2. Ford Fiesta (1180), 3. Citroen C1 (1122), 4. Peugeot 107 (1082), 5. Skoda Fabia (1052).