Tysk bilmærke tjener milliarder
Audi er netop kommet ud med et overskud på hele 6,2 milliarder kroner for første halvdel af 2009
Mens stort set alle andre bilfabrikker kæmper med underskud, så fortsætter tyske Audi sin indtjening i mildt sagt højeste gear.
I en netop offentliggjort pressemeddelelse afslører Audi, at overskuddet for de første seks måneder af 2009 var på 823 millioner euro.
Det svarer til næsten 6,2 milliarder kroner.
Færre biler og mindre indtjening
Audi har sendt 466.000 biler ud på gaderne i årets første seks måneder, og det svarer til en nedgang på 9,7 procent, når man sammenligner med første halvår i 2008.
Såvel overskud som antallet af leverede biler er altså mindre end rekordåret 2008, men Audi tjener stadig rigtig mange penge.