GM opgiver Saturn

Det populære amerikanske General Motors-mærke Saturn lukker og slukker

Først døde det amerikanske bilmærke Pontiac. Og nu afgår endnu et større bilmærke ved døden, oplyser General Motors.
Det amerikanske bilmærke Saturn, der blev skabt midt i 1980'erne, var General Motors' forsøg på at lave "en helt ny slags bil".

En skuffende nyhed
Onsdag måtte selskabet opgive at holde liv i det ellers populære amerikanske bilmærke, da forhandlinger med Penske Automotive brød sammen. Det var ellers meningen, at Penske skulle overtage både produktion og medarbejdere i Saturn-navnet.
- Dagens skuffende nyheder kommerpå et tidspunkt, hvor vi havde håbet at kunne sende Saturn ind i et nyt kapitel, siger direktør i GM, Fritz Henderson i en udtalelse, ifølge New York Times.

Udsalg af bilmærker
GM vil nu forsøge at finde fornuftige ordninger med de ansatte.
General Motors har tidligere lukket bilmærket Pontiac, solgt Saab til et svensk selskab og Hummer til en kinesisk producent.
Penske oplyser i en udtalelse, at de havde regnet med at overtage Saturn sammen med et unavngivet selskab, men dette selskab trak sig i sidste øjeblik.
Det er dog fortsat muligt at læse mere om bilmærket på hjemmesiden www.saturn.com.