VW Polo er Årets Bil i Danmark 2010.
Det står klart efter at motorjournalister fra hele Danmark i tre dage har både testet og voteret mellem 25 biler, på Jyllandsringen og på vejene i og omkring Silkeborg.
En spændende dyst
Det blev en særdeles spændende dyst, hvor den sidste stemmeseddel blev afgørende for, at Volkswagen Polo med 146 point slog den nye Opel Astra, der fik 136 point.
Juryen lagde især vægt på VW Polos høje kvalitet, avancerede TSI-motorer, den geniale DSG-gearkasse, samt BlueMotion-modellens gode brændstoføkonomi.
Fem biler med i slutspurten
Ud af de 25 kandidater (se listen her), som stillede til start, skulle fem biler udvælges til at gå videre i finalen. Her skulle VW Polo dyste mod Opel Astra, Citroën C3 Picasso, Renault Grand Scenic og Mazda 3.
Tredjepladsen gik til Citroën C3 Picasso, som fik 122 point, Renault Scenic blev firer med 87 point, mens Mazda 3 tog femtepladsen med 84 point.
Kåring for 42. gang
Det var 42. gang, at MKD (Motorjournalisternes Klub Danmark) kårede deres favoritbil. Sidste år vandt Honda Jazz, mens ÅBD'08 gik til Mazda2. Se hele listen her.
Det er kun tredje gang ud af altså 42 mulige, at VW har vundet titlen - men anden gang, at det er en Polo. Sidste gang, en 'folkevogn' blev kåret til ”Årets Bil i Danmark” var for 28 år siden, da Polo II kom øverst på sejrsskammelen. Første gang var 1975, da den første Golf sejrede.