Opel flytter hjem til Tyskland

Opel samler hovedkvarter i Rüsselsheim, hvor der i forvejen ligger en lang række Opel-fabrikker

Det amerikanske General Motors har besluttet at flytte sit hovedkvarter i Europa fra Zürich til Rüsselsheim, hvormed Opel-fabrikkerne i den tyske by bliver styrket.
- Opel og Rüsselsheim, der er hjemsted for Opel, skal styrkes, siger en talsmand for General Motors (GM).

Vil bevare kontrollen
GM besluttede først i denne måned, at det ville bevare kontrollen over Opel.
Både i Tyskland og Rusland er der vrede over, at bestyrelsen i den amerikansk bilgigant besluttede alligevel ikke at sælge Opel efter mange måneders forhandlinger.

En charmeoffensiv
Tyske kommentatorer siger, at beslutningen om at rykke til Rüsselsheim er en del af en charmeoffensiv, som har til formål at få GM til at stå bedre i konkurrencen om at få milliarder af euro i tysk statsstøtte.
Men det fremhæves også, at flytningen reelt vil gavne Opel og GM.