Kronprins Frederik kører elektrisk

Kronprins Frederik har føjet et lidt specielt - og miljørigtigt - køretøj til sin flåde

Det royale prinsepar er ikke ligefrem kendt for at spare på benzinen – prins Joachim har de senere år gjort en fremragende figur i historisk race, mens storebror kronprins Frederik flere gange har vist offentligheden, at han ikke ligefrem afskyr fart.
Han er kendt for at have (haft) flere hurtige biler i den kongelige garage.

Lidenskab i baggrunden
Men under klimatopmødet må sådanne lidenskaber trænge lidt i baggrunden til fordel for miljøet. Eller hvad?
Ikke når man hedder Frederik og er landets næste konge. Hans kongelige højhed har derfor sat sig på COP15-mødets fedeste bil – Henrik Fiskers Karma.

Klar til produktion
Den 4-dørs plugin-hybrid blev præsenteret tilbage i 2008, men dengang kun som koncept.
Nu er bilen køreklar og er ifølge Fisker Automotive – som Henrik Fiskers californiske bilfabrik hedder – på nippet til at gå i produktion.