Salget af nye biler steg 36,7 procent i januar og fremgangen fra slutningen af sidste år fortsætter dermed i 2010.
Januarsalget er dermed tæt på salget i 2007, hvor finanskrisen endnu ikke var ankommet.
- Vi oplever en kraftig fremgang fordelt på stort set alle mærker og segmenter. Ikke mindst i lyset af krisen er det positivt, at markedet går frem for tredje måned i træk, fortælller Bent Mikkelsen, der er administrerende direktør hos De Danske Bilimportører.
Historisk lav rente
- Vi har en historisk lav rente, og sammen med skattelettelserne har det helt klart været med til at sætte gang i salget. Samtidig oplever vi også, at de bilkøb, der måske er blevet udskudt på grund af krisen nu i stort omfang bliver til noget. Man kan sige at, der har været et opsparet behov for nye biler i markedet, påpeger Bent Mikkelsen.
Han forventer også en fremgang i de kommende måneder, men nok i et mere begrænset omfang.
Varebilsmarkedet bløder
Blandt varebilerne er der fortsat en betydelig tilbagegang. Faldet blev på 21,4 procent sammenlignet med januar sidste år. Det blev således den dårligste januar for varebiler i over 10 år.
- Varebilsmarkedet tester desværre nye bundgrænser for tiden, og det er et tegn på, at investeringslysten endnu ikke for alvor er tilbage i de små og mellemstore virksomheder, samt at det er for tidligt at erklære krisen for et overstået kapitel, understreger Bent Mikkelsen.
VW Transporter blev den mest solgte varebil.
Toyota styrer slagets gang
Der står nærmest Toyota over det hele, når man studerer salgsstatiskken for nye personbiler i januar 2010. Den superøkonomiske Aygo er på førstepladsen, men også på fjerde-, sjette- og 13. pladsen er der Toyotaer at finde.
Ford ligger også lunt i svinget med Fiesta, Focus og Mondeo. Suzuki har tilsyneladende problemer med leverancerne af Alto, men til gengæld er SX4 dukket op på Top 20.
Salgs-hitlisten for januar
Top 20 for personbiler i januar 2010 (placering, mærke/model, antal og markedsandel):
1. TOYOTA AYGO, 366, 3,4 %
2. FORD FIESTA, 358, 3,4 %
3. FORD FOCUS, 352, 3,3 %
4. TOYOTA YARIS, 332, 3,1 %
5. KIA CEED 325, 3,0 %
6. TOYOTA AVENSIS, 280, 2,6 %
7. CITROEN C1, 279, 2,6 %
8. PEUGEOT 207, 275, 2,6 %
9. OPEL CORSA, 273, 2,6 %
10. SUZUKI ALTO, 254, 2,4 %
11. OPEL ASTRA, 249, 2,3 %
12. KIA PICANTO, 246, 2,3 %
13. TOYOTA AURIS, 240, 2,3 %
14. FIAT 500, 223, 2,1 %
15. MAZDA 2, 223, 2,1 %
16. SUZUKI SX4, 211, 2,0 %
17. VOLKSWAGEN GOLF, 204, 1,9 %
18. FORD MONDEO, 203, 1,9 %
19. HYUNDAI I30, 182, 1,7 %
20. MAZDA 6, 182, 1,7 %
Ialt blev der solgt 10.664 biler i januar. (Kilde: www.dbi.dk)