Penge, luksusbiler og rejser har den tyske bilfabrikant Daimler ifølge Jyllands-Posten brugt til at bestikke beslutningstagere i 22 forskellige lande.
Korruptionen skulle angiveligt have fundet sted over en tiårig periode indtil år 2008.
Formålet med bestikkelsen skulle være at indgå fordelagtige handelsaftaler omkring Daimlers biler i visse dele af verden.
Stjernebiler til myndighederne
Daimler producerer nemlig både Mercedes og Smart, mens Chrysler også var en del af koncernen i årene fra 1998 til 2007.
Korruptionsskandalen omfatter hundredevis af udbetalinger i lande som Kina, Ægypten, Indonesien, Irak, Nigeria, Thailand og Rusland.
Til gengæld for de mange millioner dollars har Mercedes så solgt biler til myndighederne i de respektive lande.
Mercedes i fødselsdagsgave
Et af de kendte eksempler drejer sig om en myndighedsperson i Turkmenistan, som modtog en pansret Mercedes S-klasse på sin fødselsdag.
Modydelsen var, at Mercedes solgte biler til regeringen.
Nu er Daimler efterhånden ved at nå et forlig med de amerikanske myndigheder, som har anklaget koncernen for bestikkelse.
Fyring fik lavinen til at rulle
Hvis de amerikanske myndigheder godkender forliget den 1. april, skal Daimler hoste op med knap en milliard danske kroner.
Amerikanerne blev involveret i affæren i 2004, da en medarbejder hos Chrysler blev fyret, fordi han protesterede mod, at hemmelige bankkonti blev brugt til at betale udenlandske myndigheder.