Farlige partikler fra bremserne

Partiklerne fra bilers skivebremser er farligere end hidtil antaget. Det viser nye forskningsresultater fra et svensk universitet

Undersøgelsen - der er foretaget på det tekniske universitet Kungliga Tekniska Högskolan, KTH, i Stockholm - viser, at skivebremser sender lige så mange sundhedsskadelige partikler ud i luften, som udstødningsgasser gør.
Ifølge KTH drejer det sig om meget små kobber- og jernpartikler, der er helt ned til nanostørrelse og derfor kan trænge dybt ind i menneskekroppen ved indånding.

Kan forårsage lungekræft
Her kan partiklerne blandt andet være med til at forårsage lungekræft samt hjerte- og karsygdomme.
Desuden oplyser KTH, at partikler på nanostørrelse kan holde sig svævende i luften i ugevis.
Forskerne arbejder nu på at finde løsninger, som lukker færre partikler ud. Et af deres forslag går ud på at bruge mindre effektive bremsebelægninger, som man gør i USA.

Anbefaler amerikanske bremser
Europæiske bremser er nemlig beregnet til meget høje hastigheder på de tyske motorveje - hastigheder, der for eksempel ikke er tilladte i Norden.
Med amerikanske bremser vil man kunne sænke udslippet med op til 30 procent, men bremserne bliver tilsvarende mindre effektive.
(Kilde: Ekstra Bladet)