Verdens dyreste bil er fra 1936
Med en pris på mindst 170 millioner kroner er Bugatti 57 SC Atlantic ubetinget den dyreste bil nogensinde
Det oplyser auktionshuset Gooding & Company fra Californien, som for nylig har haft den helt specielle bil under hammeren.
Auktionshuset vil ikke oplyse den præcise salgspris, eller hvem den velhavende køber af bilen er.
Det forlyder dog, at hammeren er faldet ved en pris på mellem 170 og 230 millioner omregnet til danske kroner, og at køberen skulle være bilmuseet Mullin Automotive Museum, som ligger i Californien.
Få eksemplarer tilbage
Kun fire biler af denne model rullede ud fra fabrikken tilbage i 1936, og i dag er bestanden reduceret til to eller tre.
Den ene tilhører modedesigneren Ralph Lauren, mens denne bil tilhørte den nu afdøde Bugatti-samler doktor Peter Williamsen.
Kronjuvelen i samlingen
Efter Peter Williamsens død sidste år har arvingerne bortauktioneret en række Bugatti'er, som afsluttes af denne Atlantic - den betragtes som samlingens kronjuvel.
Salgssummen slår den hidtidige verdensrekord med flere vognlængder. Sidste år blev en Ferrari 250 Testa Rossa TR nemlig solgt for mere beskedne 67 millioner kroner.